PR-nyheder voksen

Nyheder noder

PR-nyheder børn

PR-nyheder børn

Udklædningstøj

Julebrev

 

Kære Kunder

Endnu et år er ved at være gået og traditionen tro, er det tid til at se tilbage på et begivenhedsrigt år. Biblioteksmedier og Redia havde fornøjelsen i januar at være vært ved 2 "Innovationsdage" i henholdsvis Vejle og Roskilde, hvor der blev sat fokus på tendenser indenfor biblioteksmarkedet samt hvilke muligheder, der vil være i en digital tidsalder. Jeg håber, dem af jer der deltog, fik udbytte af arrangementet og blev inspireret af de forskellige foredragsholdere - måske arrangementet bliver gentaget på et senere tidspunkt.

Biblioteksmedier valgte grundet lavere aktivitet at samle den boglige klargøringsproduktion i Odense, hvilket desværre betød et farvel til en række loyale og dygtige medarbejdere, som har været hos os i en menneskealder. Jeg er sikker på, at det er den rigtige beslutning, der blev truffet, og jeg kan se, at vi efter flytningen fortsat er i stand til at levere et godt produkt og gode serviceydelser.

Biblioteksmedier har en ambition om at bidrage med at skabe forandring i biblioteksverdenen, således at bibliotekerne kan betjene og servicere borgerne bedst muligt. Sidste jul beskrev jeg den nye Valg+ løsning på lydbøger med forlagsforhandling. Biblioteksmedier er stolte af, at Centralbibliotekerne og DDB valgte at basere løsningen på baggrund af det IT setup, der er udviklet indenfor Valg+ området og kunne drage fordel af allerede udviklet grundstruktur. Biblioteksmedier ser frem til at kunne bidrage til videreudviklingen af det centralt materialevalg til gavn for landets biblioteker.

I starten af året valgte Biblioteksmedier at foretage pakning af tidsskrifter i eget hus, idet vi ikke var tilfredse med kvaliteten hos den tidligere leverandør. Vi håber, at I kunder har oplevet en forbedret kvalitet i leveringen af tidsskrifter. Desuden har vi i samarbejde med Lejre folkebibliotek udviklet en løsning med levering af tidsskrifter monteret RFID etiket og bibliografiske oplysninger. Biblioteksmedier har som ambition at kunne tilbyde landets biblioteker en fuld automodtagelsesløsning på tidsskrifter, men vi må desværre indtil videre afvente udvikling af funktionaliteten i Cicero. Selv om vi må afvente udviklingen i Cicero med tålmodighed, så vil Biblioteksmedier dog godt kunne montere jeres tidsskrifter med RFID etiket påtrykt bibliografiske oplysninger.

Biblioteksmedier bestræber sig dagligt på at kunne leve op til jeres forventninger om, at være en serviceorienteret biblioteksleverandør og innovativ samarbejdspartner. Går I selv med en god idé til udvikling af en teknisk løsning, så kontakt os endelig, da vi muligvis har løsningen til jeres udfordring. Vi kommer meget gerne rundt i landet og besøger jer, hvis I giver en kop kaffe.

Biblioteksmedier er her sidst på året flyttet i nye og mindre administrationslokaler, som vi gerne vil vise frem, og vi vil derfor gerne invitere til åbningsreception på adressen Hørkær 28, 3. sal, 2730 Herlev fredag den 5. januar  fra kl. 13.00 til kl. 15.00, hvor vi vil være vært ved en lille reception. Af hensyn til planlægning og indkøb bedes I venligst give besked senest fredag den 29. december 2017 til chefsekretær Tine Callesen på e-mail: tic@biblioteksmedier.dk, hvis I har lyst til at komme forbi.

Slutteligt vil jeg ønske alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår.

 

Mange hilsner

 

René Milholt

Adm. direktør